Edutasia Log ind
Menu
Photoshop2020 Fritlaegning Header

Nu bliver det lettere at fritlægge i Photoshop

På årets Adobe MAX, hvor Adobe præsenterer de nye udgaver af deres Creative Cloud programmer, var der en feature som i nogen grad stjal showet. Nemlig det nye objektmarkeringsværktøj i Photoshop 2020.

Alle der arbejder i Photoshop bliver fra tid til anden konfronteret med opgaven, hvor der skal laves en markering af dele af billedet – f.eks. til at fjerne baggrunden. Der er i Photoshop en lang række af værktøjer der kan hjælpe til det, men de har det til fælles at de kræver en del håndelag. Men med det nye værktøj er en del af arbejdet blevet automatiseret. Det sker takket være Adobes egen AI-teknologi som de kalder ”Sensei”. Med den kan Photoshop nemlig begynde at analysere, hvad det egentlig er der er på billedet.

Det nye værktøj hedder som sagt ”Objektmarkering” og det befinder sig samme sted som Tryllestav og Hurtigt Markeringsværktøj (genvejstast W). For at bruge det skal du blot vælge værktøjet og vælge om du vil bruge et rektangel eller en lasso for at lave din markering. Derefter kan du med løs hånd tegne rundt om det du vil have markeret – og få sekunder efter du slipper musetasten vil Photoshop have analyseret billedet og kommet frem til et bud på hvad det er du vil have markeret. Og det er ofte et temmelig godt bud.

Når du så har din markering kan du, som med alle de andre markeringsværktøjer, gå ind i ”Vælg og masker” for at finpudse markeringen og derefter føre markeringen over til et nyt lag med lagmaske.

Som du kan se i videoen kan du bruge rektanglet til at markere et stort felt på billedet – eller du kan vælge lasso hvis det er noget mindre, og mindre regulært, du vil vælge. Så analyserer Photoshop sig frem til hvilken del af billedet der er du vil have fat på.

Husk at få opdateret din Photoshop hvis du vil have det nye værktøj – og alle de andre nye features der er kommet til.

Vi har opdaterede kurser i Photoshop, InDesign og Illustrator. Du får en klækkelig rabat, hvis du skal bruge alle tre. Find alle kurserne her.

 

God fornøjelse.