Edutasia Log ind
Menu
DSCF6050

Find inspiration gennem flowskrivning

Flowskrivning er en metode der kan hjælpe dig til at være innovativ, få nye ideer, eller komme over et kreativt dødvande. Det eneste det kræver er 10 minutter af din tid, og noget at skrive på og med.

Konceptet bag flowskrivning er simpelt. Ved at sætte sig for at skrive lige meget hvad får du slået den krybdyrhjerne fra, som sidder i dit hovede og fortæller dig at dine ideer er dårlige. Det er ideudvikling uden negative konsekvenser, da en del af aftalen med din underbevidsthed er, at du ikke behøver at vise resultatet til nogen. Det løsner op for en masse kreativitet.

Sådan gør du

DSCF6050I videoen herover kan du se, hvordan du kan gribe det an - men opsummeret kan det ses som følgende fem punkter:

  1. Start med at sætte dig et behageligt sted. Sørg for at have computeren parat - eller pen og papir, hvis du foretrækker det. Det vigtigste er, at du kan skrive i et tidsrum uden ophør.
  2. Vælg en "starter". Et spørgsmål eller en sætning, som du skal bruge til at skrive udfra. Det kan være "hvad kan jeg gøre for at forbedre salget", "hvad kan jeg tilbyde X virksomhed som de ikke har i forvejen" eller "hvad kan jeg gøre i dag, som jeg aldrig har gjort før?". Denne sætning sætter tonen for hele din skrivning
  3. Sæt et æggeur til mindst 5 minutter - jeg anbefaler 10
  4. Begynd at skrive. Du må ikke stoppe. Overhovedet. Fingrene skal bevæge sig konstant. Hvis du går i stå skal du gentage det sidste ord igen og igen. Bare du ikke stopper. Når æggeuret ringer slipper du tastaturet eller kuglepennen.
  5. Efter en pause læser du igennem og fremhæver. Led efter gode sætninger, interessante tanker eller overraskende pointer. Hvis du har lyst kan du bruge en af dem som en ny starter.

I hele skriveperioden er det virkelig vigtigt, at du på intet tidspunkt stopper. Det er til gengæld den eneste regel. Stavefejl, slåfejl, vrøvl, tegnsætning eller store bogstaver er ligegyldige. Det eneste som det handler om er at blive ved med at skrive. De første 2 minutter kan være tunge - men så sker der noget. Hjernen indser, at du mener det alvorligt. At du har tænkt dig at blive ved med at skrive selvom du ingen ideer har. Og så kommer ideerne.

God fornøjelse