Edutasia Log ind
Menu
DSCF6147

Få et pænere Facebook

Facebook er verdens største sociale medie, og mange mennesker bruger det flere gange om dagen. Men designmæssigt er Facebook ikke nogen skønhedsåbenbaring. Det forsøger en ny chrome-extension at rette op på.

Udvidelsen hedder "Facebook Flat" og gør i al sin enkelthed det, at den sætter et nyt design uden på Facebook. Det vil sige at du bevarer al den funktionalitet som du kender, men det bliver bare i et mere indbydende udseende.

Installation

For at få den nye Facebook-oplevelse skal du bruge browseren Chrome, som er lavet af Google. Hvis ikke du allerede har den installeret kan du hente den her.

Når du har hentet og installeret browseren kan du installere udvidelsen. Det gør du ved at gå til Chrome Webshop - eller gå direkte til Facebook Flat udvidelsen. Hvis ikke du kender til Chrome Webshop kan den forresten være et besøg værd. Der er mange forskellige programmer der, som kan udvide funktionaliteten af din browser.

Når udvidelsen så er installeret, og du har genstartet din browser, så prøv at gå ind på Facebook ... voila!

Overskueligt og konsekvent

DSCF6148Så hvad er det egentlig der bliver ændret? Det er hele det overordnede interface - selve udseendet på Facebook som bliver ændret. Den største ændring er menuen til venstre der går fra at være et relativt uoverskueligt sammensurium af forskellige ikoner og grupperinger til at være indgange til de vigtigste indholdstyper: venner, beskeder, fotos, videoer, sider, grupper, notifikationer og events.

Desuden bliver der ryddet op i hele newsfeedet - og adgangen til funktionen "Nyeste historier" er også blevet nemmere tilgængelig. Den betyder, at du ikke ser det som Facebook tror du synes er vigtigt, men istedet for ser alt hvad dine venner skriver. Så hvis du ikke vil gå glip af noget så er det en funktion du skal huske på.

Ingen reklamer

Er der ikke noget som forsvinder for at gøre det hele mere overskueligt? Jo - det er der. Nemlig reklamerne. Der er ganske enkelt ikke nogen reklamer ude i højre side mere. Du ser stadig sponsorerede indlæg i dit nyhedsfeed, men de andre slipper du for. Så hvis du er sådan en som hader reklamer på Facebook ... så er Facebook Flat også løsningen for dig.

Kun begyndelsen

Udvikleren af udvidelsen hedder Rof Tentik, og lover at de funktioner som vi ser nu kun er begyndelsen. Der bliver arbejdet på at i fremtiden vil Facebook Flat kunne:

  • Integrere andre sociale medier som f.eks. Twitter
  • Integrere Gmail i din Facebook-oplevelse
  • Have indbygget VPN så personer der bor i lande hvor Facebook er blokeret kan få adgang gennem Facebook Flat

Det kommer måske i kommende opdateringer - men lige nu er Facebook Flat et interessant studie i grænsefladedesign - og måske lige det du mangler for ikke at blive frustreret over Facebook.

Hvis du ikke kan lide Facebook Flat så er der en lille kontakt i øverste venstre hjørne af skærmen, hvor du kan slå det til og fra. Og hvis du vil helt af med det kan du også nemt afinstallere det igen. Det gør du i Chrome's menu, hvor du kan gå ind under indstillinger og vælge "Udvidelser". Du kan også skrive chrome:extensions i adresselinjen for at gå direkte dertil.