Edutasia Log ind
Menu
snapchat_logo

Bemærk: Bogbestillinger i ugerne 29, 30 og 31 bliver først ekspederet i uge 32 grundet ferielukning.

Markedsføring på Snapchat

Selvom fødselsdagen afslører, at teenageårene er lagt bag mig er det blevet svært, faktisk umuligt, at ignorere Snapchat. Men hvad kan man egentlig bruge Snapchat til – i forbindelse med markedsføring?

Snapchat er et meget hurtigt voksende medie – især i det helt unge segment. Det et en app som man downloader til sin telefon, og som gør det muligt at dele billeder og video med venner og bekendte. Tricket er, at modtageren kun kan se det en gang, hvorefter det forsvinder igen. Smart hvis man sender pinlige festbilleder – knap så smart, hvis man gerne vil markedsføre sig. For hvorfor lave markedsføring der forsvinder af sig selv?

Stories

Det har de nok også indset hos Snapchat, så derfor har de introduceret ’stories’, hvor tingene fungerer lidt anderledes:

  • I almindelig Snapchat vælger du enkelte modtagere – i stories sender du til alle der vil se og lytte
  • Et almindeligt ’snap’ kan kun ses en gang. En story kan ses ligeså mange gange man vil
  • Et almindeligt ’snap’ forsvinder når det er set. En story lever videre i 24 timer
  • Man kan ikke gemme et almindeligt ’snap’. En story kan downloades og bruges på andre medier som Youtube og Facebook

Så her er altså betydeligt mere markedsføringspotentiale end der tidligere har været på Snapchat. Men det kræver, at du gider lægge energi i det. Og at du har et produkt der appellerer til målgruppen – altså de yngre segmenter.

Hvordan gør du?

SnapchatFor at kunne komme igang med markedsføring på Snapchat skal du have en konto. Start med at hente Appen i Apples Appstore eller Google Play Store – afhængig af hvilken type mobil du er på. Den kan godt bruges på iPad, men ser ikke pæn ud. Der er ingen desktop udgave af Snapchat, så du er nød til at være mobil på en eller anden måde.

Opret din profil – og tænk over dit brugernavn. Det er det du efterfølgende skal bruge til markedsføring, så det er vigtigt at tænke over. Det skal være noget, som du nemt kan dele på andre sociale medier, f.eks. Facebook og Twitter, så andre kan følge dig. For tricket her er, at du ikke kan linke direkte til din story. Du er nød til at få folk til at følge din profil.

Heri ligger en af dine udfordringer. Hvis du ikke har tænkt dig at bruge Snapchat som en integreret del af din markedsføringsstrategi – så drop det. At bruge energien på at få folk til at følge dig, og så kun bruge det en enkelt gang eller to står simpelthen ikke mål med indsatsen. Så omtanke er på sin plads. 

Når du så har lavet din konto kan du begynde at lave din ”Story”. En story består af snaps over en periode på 24 timer. Det betyder sådan set, at det er en fortløbende ting. Hvert billede udløber efter 24 timer – så hvis du poster løbende i din ”Story” så vil man hele tiden kunne se det du har lavet de sidste 24 timer.

For at starte din story så laver du et snap. Du tager et billede af noget, og lægger evt. lidt tekst eller andet på. Det kan også være du laver en kort video – max 10 sekunder. Herefter går du til næste skærm og poster det til ”My Story” istedet for at sende det til en specifik bruger. Så har du startet på din historie.

Senere laver du så et snap mere, deler igen til ”My story” og så videre ...

Fortæl en historie

Der er en grund til, at Snapchat kalder denne feature for ”Stories” for du skal se dine snaps som en del af en større historie. Når man ser din story som bruger så vil man se dem i kronologisk rækkefølge med ældste først. Så hvis der er mere end et, og det anbefaler jeg klart at der er, så bør der være en sammenhæng mellem dem. Du skal tænke dine snaps som en samlet fortælling.

Man kan ikke importere billeder eller video til Snapchat. Alt hvad du lægger ind er noget, som du skal bruge mobiltelefonens kamera til. Det betyder også, at du ikke kan sende reklamevideo og den slags ud på Snapchat, og det er heller ikke det som mediet er godt til. Det er godt til at fortælle, hvad der sker lige nu. 

Det betyder, at du skal bruge Snapchat som markedsføringsmedie, hvis det du skal markedsføre har et element af begivenhed. Det kan være snaps fra en messestand, en unboxing af et spændende nyt produkt, særlige tilbud på dagens ret fra din cafe, og lignende. Fantasien sætter grænser, men et element af nyhed må gerne være til stede.

Ikke for alle

Det her er ikke et markedsføringsmedie for alle. Der er mange virksomheder som ingen effekt vil kunne se af at lave markedsføring på Snapchat. Men for dem, som har den rette målgruppe og det rette produkt, er der muligheder.

Hvis du interesserer dig for sociale medier, og gerne vil lære mere om dem, så se vores kurser i Sociale Medier del 1 – 5.

Bonus trick - download

Der er en særlig feature, som lige nu kun er tilgængelig for dig, som bruger beta-udgaven af Snapchat. Nemlig at du kan downloade din historie som en videofil. Det kræver, at du bruger Snapchat på Android og du har skrevet dig op til beta-udgaven. Det gør du her. Men det er helt klart en feature, som snart kommer ud i den almindelige udgave af Snapchat.

Når du har lavet din ”story” og dagen er slut, så kan du vælge at gemme den. Dette er i modsætning til normale snaps, og det giver dig muligheden for at genbruge den på andre medier.

Klik på det lille download-ikon ud for din ”story” på oversigten. Så bliver hele historien hentet ned som en videofil. Den kan du så vælge at lægge på Youtube, dele på Facebook eller på anden måde bruge den i din markedsføring. Det er også en god måde at vise folk, hvad de går glip af, hvis de ikke følger dig på Snapchat.

Så får du også lidt mere ud af dine anstrengelser.