Edutasia Log ind
Menu
away_cover

Twitter - Få et resume af det du er gået glip af

Ny feature på Twitters mobile apps giver dig automatisk et resume af alt det du er gået glip af.

Away _artEn af de mest almindelige anker folk kommer med omkring Twitter er at det er stressende. At der er alt for meget at følge med i, og hvis man ikke bruger det flere gange om dagen så er det umuligt at få et overblik. Det har de også erkendt hos Twitter, og kommer derfor nu med en ny funktion i app'en på Android og IOS som hjælper dig.

Funktionen hedder "While you were away", og skulle være ankommet med de seneste opdateringer af app'en på både iPhone, iPad og Android. Man skal ikke gøre noget for at slå den til (og kan ikke slå den fra), og det er app'en selv der bestemmer, hvornår den bliver vist.

Ideen er at give dig, hvis du ikke åbner app'en så tit, et hurtigt overblik over de tweets fra dem du følger som har givet mest aktivitet. Altså dem som er mest retweetet, flest har trukket "favorit" på og som har afstedkommet mest samtale. På den måde forsøger Twitter at hjælpe dig til at finde rundt i informationsstrømmen.

Imod Twitters ånd?

Der er helt klart Twitter-purister, som vil være irriterede over den nye funktion. For Twitter har indtil nu haft det særkende, at der ikke var algoritmer bag visningen. At man på Twitter så alt som blev skrevet af dem man fulgte - i modsætning til f.eks. LinkedIN, Facebook og Google+ der alle forsøger at sortere i indlæggene for ikke at oversvømme dig med informationer. Men på Twitter har strømmen af tweets været uden nogen redaktion. Indtil nu altså.

Sagen er så bare den, at en meget stor del af Twitters brugere ikke logger på hver dag. De kan ikke overskue den kollosale mængde af information og ender med slet ikke at bruge tjenesten til noget. Og det er et problem. Ikke mindst for Twitter som har oplevet en dalende vækst i antallet af brugere i den sidste tid, og hvor en meget stor del af brugerne godt nok har en Twitter-konto, men aldrig, eller næsten aldrig, bruger den aktivt.

Derfor er "While you were away" et logisk næste skridt for Twitter, og en god service for dig som ikke bruger Twitter så tit. Så prøv det. Hvis du har en Twitter-konto, men ikke har brugt den ret meget så opdater din app, og se om de nye funktioner gør det nemmere for dig at finde de gode tweets i strømmen af mere banale opdateringer.